Spring over hovedmenu

Anmeld arbejdsulykker

Arbejdsmiljørådet samarbejder med Arbejdstilsynet, de fem Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en informationskampagnen, som sætter fokus på anmeldelse af arbejdsulykker.

Det er vigtigt, at arbejdsulykker bliver anmeldt. Både på arbejdsplads-, branche- og nationalt niveau bruger man viden om anmeldte arbejdsulykker til at tilpasse og målrette den forebyggende indsats, så man sætter ind dér, hvor problemerne er størst. Derfor er det afgørende, at der eksisterer et retvisende billede af karakteren og omfanget af arbejdsulykkerne og udviklingen i ulykker.

Manglende anmeldelse

Arbejdsmiljørådet arbejder for, at alle anmeldepligtige arbejdsulykker bliver anmeldt. Undersøgelser viser imidlertid, at en væsentlig del af de anmeldepligtige arbejdsulykker ikke anmeldes. Underanmeldelsen varierer med bl.a. branche, køn og tilskadekomnes alder.

Det er Arbejdsmiljørådets opfattelse, at manglende anmeldelse ofte skyldes manglende viden om, at der har fundet en anmeldepligtig arbejdsulykke sted, og/eller at det er arbejdsgiverens pligt at anmelde arbejdsulykken. Derfor har Arbejdsmiljørådet fokus på anmeldelse af arbejdsulykker. Arbejdsmiljørådet opfordrer også til, at arbejdsmiljøorganisationerne som et led i det forebyggende arbejde har fokus på, at arbejdsulykker bliver anmeldt. Tilsvarende er gældende for virksomheder med under 10 ansatte, som ikke har en arbejdsmiljøorganisation.