Spring over hovedmenu

01-07-2024

Startskuddet til sommerjobs for unge er gået: Få 5 anbefalinger til at sikre god modtagelse og find de relevante arbejdsmiljøregler

Mange unge er startet enten i deres første job eller i et nyt job i forbindelse med sommersæsonen. Det skal være en god oplevelse at have et arbejde. Derfor får du her både Arbejdsmiljørådets anbefalinger om at sikre en god modtagelse på arbejdspladsen og en henvisning til sitet Ungmedjob.dk, hvor de vigtigste arbejdsmiljøregler, der omhandler unge, er samlet.

Anbefalingerne lyder:

  • Vær gode rollemodeller
  • Læg en plan for den første tid
  • Inviter til dialog
  • Opstil krav og forventninger
  • Giv konstruktiv feedback

Har du lyst til at læse mere om anbefalingerne for god modtagelse af unge, downloade one-pageren med alle anbefalinger til brug på jeres arbejdsplads eller har du brug for at finde brancherettet materiale, så besøg vores hjemmeside.Besøg vores kampagne "Tag godt imod jeres unge medarbejder" her

Find de vigtigste regler på ungmedjob.dk
For de fleste unge er det en omvæltning at komme ud på arbejdsmarkedet. De skal først til at lære, hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Unge er mere udsatte for skader end deres ældre og mere erfarne kollegaer. Samtidig er de fulde af energi og lyst til at løfte opgaverne. De har brug for råd og vejledning, så de kan få et sundt og sikkert arbejdsliv.

På hjemmesiden ungmedjob.dk får unge, forældre og arbejdsgivere overblik over de vigtigste arbejdsmiljøregler. Samtidig er der materiale til undervisere, der ønsker at integrere arbejdsmiljø i undervisningen.

Besøg Ung med job her


 

Lancering: Tjek om arbejdspladserne har styr på arbejdsmiljøet med ”Tilsynsindblikket”

Tilsynsindblikket er Arbejdstilsynets nye online opslagsværk over virksomheders tilsyn og afgørelser, som træder i kraft mandag den 1. juli 2024. Det erstatter den gamle smileyordning og skaber mere gennemsigtighed omkring arbejdsmiljøet.

Med Tilsynsindblikket kan alle se, hvilke danske og udenlandske virksomheder der har haft tilsynsbesøg de seneste seks måneder, samt detaljer om afgørelserne.

Dette initiativ udspringer af Arbejdsmiljørådets forslag om at gentænke smileyordningen, som blev sendt til beskæftigelsesministeren i 2020. I udviklingen af Tilsynsindblikket har Arbejdsmiljørådet haft en følgegruppe, der har fulgt Arbejdstilsynets arbejde.

Arbejdsmiljørådet har fået præsenteret Tilsynsindblikket og ser frem til, hvordan det vil blive modtaget, når det offentliggøres.

Læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside


 

Tegneserie om at indstille sig til Arbejdsmiljøprisen

Arbejdsmiljørådets Kemiarbejdsgruppe på inspirationstur hos Siemens Gamesa

Arbejdsmiljørådets kemiarbejdsgruppe blev klogere på substitution og kemisk risikovurdering med en studietur på Siemens Gamesa. På virksomheden, som producerer elementer til vindmøller, har man bl.a. hængt store plakater med personer i værnemidler op i hallerne, så medarbejderne kan se, hvilke konkrete typer værnemidler de skal bruge i forskellige sammenhænge. En tydelig skiltning, medarbejdere dedikeret udelukkende til arbejdsmiljøarbejdet og et stort fokus på at substituere farlig kemi med mindre skadelige produkter har ført til mange gode erfaringer, som virksomheden delte med kemiarbejdsgruppen.

Den nyttige viden og inspiration fra studieturen vil arbejdsgruppen bruge i Arbejdsmiljørådets videre arbejde med fokus på substitution af farlig kemi.