26-11-2024
🎉 Tillykke til vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2024! 🎉
Arbejdsmiljørådet har netop afsløret vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2024. Det skete i DGI Byen i København, hvor der blev afholdt temadag om ’Teknologi, kunstig intelligens og arbejdsmiljø’.
Arbejdsmiljøprisen hylder arbejdspladser, der har gjort en ekstraordinær indsats for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Deres indsatser udmærker sig ved dedikerede tiltag og virksomme løsninger, som sætter høje standarder og skaber positive forandringer.De fire arbejdspladser vinder Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorierne Arbejdsulykker, Psykisk arbejdsmiljø, Ergonomi samt Kemi og/eller vådt arbejde.
Vinderne er:
- Akutklinikken Gentofte – vinder i Psykisk arbejdsmiljø for deres fokus på trivsel og psykologisk tryghed, der skaber arbejdsglæde gennem fleksible vagtplaner og kollegialt sammenhold.
- Ejendomsservice, Odense Kommune – modtager prisen i Kemi og/eller vådt arbejde for en ny tilgang til kemisikkerhed, som sikrer arbejdspladsen gennem inkluderende uddannelse og mindre farlige produkter, samt en udvidelse af deres arbejdsmiljøorganisation.
- Dagrofa Logistik – vinder i Arbejdsulykker for at styrke sikkerhedskulturen med Safety Walks og lokal forankring, hvilket markant reducerer antallet af arbejdsulykker.
- Royal Copenhagen – hyldes i Ergonomi for at have fjernet 85 pct. af de tunge løft, som tidligere var en stor fysisk belastning i produktionen.
Formand for Arbejdsmiljørådet, Louise Høst, understreger de flotte resultater:
"Årets vindere viser, hvordan målrettede indsatser skaber positiv forandring og løfter arbejdsmiljøet til nye højder. De er forbilleder i arbejdsmiljøarbejdet, og deres løsninger fortjener at blive set og anerkendt. Et stort tillykke fra Arbejdsmiljørådet til de fire vindere."
Tak til alle de arbejdspladser, som har indstillet sig til Arbejdsmiljøprisen 2024. Der er mange arbejdspladser, som tænker arbejdsmiljø ind i dagligdagen. Tak til alle nominerede, som alle udviser et dybt engagement i at skabe sunde og sikre arbejdsliv.
På Arbejdsmiljøprisens hjemmeside er de film, med både vindernes og de andre nomineres indsatser.