Så er det nu – indstil din arbejdsplads til Arbejdsmiljøprisen 2022
NYHED / 11-11-2021
Har I ydet en særlig indsats for at forbedre arbejdsmiljøet på jeres arbejdsplads? Lad andre få muligheden for at blive inspireret af jeres gode arbejde og indstil jer til Arbejdsmiljøprisen 2022.
Arbejdsmiljøindsatser rettes mod særlige udfordringer i forskellige brancher, og derfor uddeles prisen i fire kategorier: Muskel- og skeletbesvær, Arbejdsulykker, Psykisk arbejdsmiljø samt Kemi og vådt arbejde, der er en ny kategori ved denne uddeling.
Formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage opfordrer alle arbejdspladser, der har samarbejdet om at skabe et bedre arbejdsmiljø, til at indstille sig til prisen.
”Mange arbejdspladser yder en mærkbar indsats for at skabe sunde og sikre rammer i arbejdsmiljøet. Det er disse succesfulde indsatser og det gode samarbejde om arbejdsmiljøet, som Arbejdsmiljøprisen 2022 gerne vil have frem i lyset,” siger Cristina Lage.
”Med den nye kategori i Kemi og vådt arbejde ønsker Arbejdsmiljørådet at fremhæve positive forandringer på arbejdspladser, der for eksempel mindsker medarbejdernes udsættelse for kemi eller sørger for alternativer til hyppig håndvask. Vi vil hædre de initiativer, som gør en positiv forskel, og jeg ser frem til at modtage indstillingerne,” siger formanden.
Der er deadline for at indstille arbejdspladser til Arbejdsmiljøprisen 2022 den 1. februar 2022.
Om Arbejdsmiljøprisen
Siden 2006 har Arbejdsmiljørådet uddelt Arbejdsmiljøprisen til arbejdspladser, som har skabt markante resultater og løst vigtige udfordringer i arbejdsmiljøet gennem vedholdende indsatser og et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.
Arbejdsmiljøprisen uddeles til fire arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. De 12 nominerede arbejdspladser og de fire vindere udvælges af en Dommerkomité, der består af repræsentanter fra DA, FH, KL, Lederne og Akademikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage.